Perspektiver

I dag var jeg vidne til et mirakel. En kvinde fik fjernet flere blodpropper i hjernen ved hjælp af en lang sonde, som føres ind gennem lysken. Hele vejen derfra føres denne tynde, tynde sonde op gennem blodårerne, indtil synderen findes i de små, kringlede afkroge af hjernes kar. Jeg stod på afstand og fulgte med på en 6-facetteret skærm og kunne se, hvordan karrene lyste op for hvert pulsslag, hvor blodet pumpedes rundt. Det var lige til at blive religiøs af. Jeg stod med svedige håndflader og lod mig bemægtige og overmande af dette utænkelige indgreb, der foregik lige foran mig.

Jeg er en heldig pige. Jeg har meget at være glad for og taknemmelig for. Kontrasten er stor, for de sidste uger har jeg været ulykkelig og vred og gennemgået flere faser af mere eller mindre urimelige følelser. Det gode ved vreden er, at den har potentiale til at være produktiv. Når den ikke overtager, får den mig til at tænke klart. Jeg skal mobilisere al min styrke og intensiteten af dette morads af følelser i sådan en grad, at jeg kan og vil handle mig ud af det.
Det er gået op for mig, at noget er eller har været galt i mine relationer. Jeg har været for villig, for længselsfuld efter omsorg til, at jeg har kunne give afkald på den, selv når jeg holdes i en tilstand som ’emotionelt hungrende’. Ingen kan gøre mod én, som man ikke selv tillader. SÅ villig har jeg været, at jeg har ladet mig holde hen i et håb, selvom jeg måske tidligt burde have indset, at jeg aldrig ville kunne få lov at følge det til dørs. Og jeg føler mig holdt hen, selvom der aldrig har været en intention, men alligevel har jeg tilladt mig selv, at være on hold, venstrehåndsstyret submissiv.
Sommetider tænker jeg, at mit ’problem’ er, at jeg føler med for høj intensitet. Ting betyder noget for mig. Jeg lægger for meget i ting. Jeg værner om menneskene i mit liv, både fra fortiden og nutiden, og jeg kerer mig om dem. Meget er jeg taknemmelig for, for hver og én har lært mig noget, og INGEN har haft intentionen om at skade mig, behandle mig grænseløst, utrygt eller uempatisk. Det betyder ikke, at det ikke er sket.

Det sidste stykke tid har jeg kæmpet med selvværdet. Jeg har ikke følt mig værdifuld nok, submissiv nok, attraktiv nok til at få nogen til at holde af mig. Og det ved jeg godt ikke er sandt. Folk holder skam af mig. Men majoriteten af mine relationer spiller efter andre spilleregler end mig. De holder af mig…. Men ikke nok til at spørge mig til, hvordan jeg har det…. De vil gerne være der for mig…. Men ikke nok til at vise hensyn eller i det mindste værdigheden og respekten til at fortælle mig sandheden…. De vil gerne se mig…. Men ikke nok til at finde tid til det.
Fællesnævneren i mine relationer er mig. Jeg tror, jeg lader folk træde på mig. Jeg tror sommetider, at jeg ikke kender mit værd nok til, at andre kender det.
Normalt skriver jeg ikke denne slags indlæg. Men jeg følte behov for at lave en erklæring overfor mig selv; skære det ud i pap, om man så må sige. Det er sådan her, jeg føler mig; blottet, usikker, sårbar, fravalgt, ensom. Hvor emotionerne lever det vilde liv, må jeg bruge rationalet til at finde en ny måde leve på. Leve som den fjerpen, der har selvværdet; det har troen på, at hun nok skal få det, hun har brug for. Jeg skal have, hvad jeg skal have. Og jeg er færdig med at vente. Hvis bjerget ikke kommer til fjerpen, må fjerpen for fanden se at få vandrestøvlerne på.