Kære

Kære fjerpen
Jeg er en kvinde. Det gik op for mig dag. I lyset af min evne til at reflektere og et veludviklet syn, der burde kunne konstatere dette blot ved et blik på min nøgne krop, burde det nok ikke komme som en overraskelse. Men erkendelsen af, at jeg er en kvinde, ramte mig i dag. Jeg er ikke en pige, jeg er ikke et barn. Jovist, jeg har dage, hvor jeg foretrækker at ligge i fosterstilling og lade én bestemme over mig, alene fordi det vil gøre mig tryg, men det hører til de sjældnere, regredierende øjeblikke. Endnu kraftigere rammer erkendelsen mig, at jeg heller ikke har lyst til at være dette pigebarn.  

Jeg mødtes med en mand den anden dag, der i hvert fald ikke kunne tænke sig et 24/7-forhold, fordi han ønskede sig på ingen måder en uselvstændig, holdningsløs submissiv, der bare var en nikkedukke og gjorde alt, hvad han bad om. ”Amatør!,” kom jeg til at tænke. Jeg er en pæn pige, så jeg sagde det ikke højt. Engang kæmpede jeg så indædt mod min indre trang til underkastelsen ud fra forestillingen om, at det måtte klassificere mig som svag. Måske vidste jeg bare ikke bedre. Aldrig har jeg skulle være så stærk, som da jeg havde muligheden for at underkaste mig. Aldrig har jeg opbygget en større selvstændighed og holdning til verden omkring mig, som da jeg lærte at sætte mig på knæ.

Gennem det seneste år har jeg mistet ’evnen’ til at lade som om eller nøjes og bruge min underkastelse som en handelsvare. Jeg kender mit værd bedre end at lade hånt om én af de fineste egenskaber jeg besidder. Egenskaben til at give, tjene, hengive mig, dedikere mig, være ydmyg, omsorgsfuld, stærk og ikke mindst passe på mig selv som slavinde for at kunne tjene min Herre og mig selv bedst muligt. Min underkastelse er der ingen der fravrister mig eller tager fra mig. Selvom det strider imod min prosexfeministiske, til dels polyamorøse tendenser, ønsker jeg ikke længere bare at give mig selv eller min krop efter forgodtbefindende. Jeg er en stolt, ambitiøs, smilende, givende, krævende, empatisk, lærevillig kvinde og slavinde. Og selvom jeg sommetider bliver uanstændigt piget og blufærdig og rødmende på overfladen, så er vandene så dybe, at der skal mere til at ændre de indre, kraftige strømme.

Kvinden i mig taler. Hun fortæller om tider, der har været og tider, der vil komme. Længslen efter at hengive mig og sidde på knæ foran min Hersker er dyb og krævende og allestednærværende. Og nu indser jeg, at jeg ikke er et vildledt pigebarn, der skal gennes ind på sin plads, før jeg kan hengive mig. Jeg er en kvinde, som nok selv skal finde ind på sin plads, når der skabes et rum for mig at træde ind i. Og jeg skal hengive mig og dedikere mig, men ikke længere for at få en retning; den finder jeg selv.

Kærlig hilsen fjerpen

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s